6 initiativer modtager støtte fra DCCC første ansøgningsrunde i 2024. Næste frist er d. 22. april 2024. Foto: DCCC

11-3-2024

6 initiativer har fået støtte fra DCCC i første ansøgningsrunde i 2024. Læs mere om de nye initiativer, i denne artikel

 

I den første ansøgningsrunde af 2024 opnåede hele 6 initiativer støtte fra DCCC's pulje. Det betyder, at vi i denne runde uddeler i alt godt 1 millioner kroner. 

Konkret er der givet støtte til 5 initiativer, der ønsker at forberede nationale investigator-initieteret studier og 1 initiativ, der ønsker at udrede viden om specifikke emner på tværs af landet.   

Initiativerne spænder vidt, og DCCC har vurderet, at de har potentialet til at øge det nationale samarbejde og være med til at sikre, at danske kræftpatienter får adgang til den bedste forskningsbaserede diagnostik, behandling og opfølgning. 

Læs lidt om de enkelte initiativer, der opnåede støtte i denne runde, nedenfor. Har du et nationalt tværfagligt initiativ, der kan være med til at styrker samarbejdet indenfor kræftforskning- og behandling, så send din ansøgning inden næste ansøgningsrundes deadline. Læs puljeopslaget ved at klikke her. 


Effekten af højdosis dexamethason ved skopisk kirurgi for lungecancer – forberedelse af et nationalt randomiseret klinisk multicenterforsøg  

I Danmark opereres mere end 1000 patienter årligt for lungekræft. Oftest er der behov for opioider efter operationen. Både bivirkningerne til denne type medicin, samt utilstrækkelig smertebehandling, kan medføre komplikationer og forringelse af patientens heling efter operationen. Inden for andre typer kirurgi har man vist en tydelig effekt af en enkelt dosis binyrebarkhormon til smertelindring og bivirkninger efter operationer.

Formålet med dette studie er at undersøge den kort- og langsigtede effekt af binyrebarkhormon (dexamethason) ved VATS på pulmonale (lungerelaterede) komplikationer, smerter og patientoplevet recovery. Dette vil blive Danmarks største og mest ambitiøse kliniske studie inden for forskning om smerter og pulmonale komplikationer. DCCC støtter forberedelse af dette investigator-initieret studie. 

Læs mere her


Forberedelse af dansk deltagelse i internationalt studie om proton strålebehandling versus foton strålebehandling af kræft i næse og bihuler  

Kræft i næse og bihuler er sjælden med ca. 40 tilfælde i Danmark om året. Sygdommen har en meget alvorlig prognose og der er mange bivirkninger til behandlingen. Behandlingen består af kirurgi og strålebehandling, enten alene eller sammen. Protonstrålebehandling er muligvis en alternativ behandling. Studiet skal undersøge om der er forbedret sygdomsfri overlevelse med proton- frem for røntgen-strålebehandling. Vigtige sekundære endepunkter er overlevelse, syn, neurokognitiv funktion, hørelse, lugtesans, hormonforstyrrelser og livskvalitet. Da sygdommen er sjælden er det et vigtigt formål at udvikle og kvalitetssikre behandlingen da der er en betydelig variation i behandlingen både nationalt og internationalt.  

Gruppe bag ansøgningen har fået mulighed for at deltage i et internationalt studie der udgår fra Storbritannien, hvor patienter randomniseres til enten protonstrålebehandling eller røntgenstrålebehandling. 

Støtten fra DCCC skal bl.a. anvendes til at oversætte studiet ind i en dansk kontekst og styrke det multidisciplinære samarbejde mellem behandlende specialer   

Læs mere her


Det nationale kliniske forsøg CURE Lung: Gentagen strålebehandling for kræft i brysthulen 

Antallet af langtidsoverlevere efter kræft i brystkassen er stigende. Mange af patienterne er tidligere behandlet med stråleterapi (RT). Desværre får nogle lokaliseret tilbagefald, eller de får en ny kræftknude i nærheden af det tidligere område. En del af patienterne vil have gavn af gentagen RT (reRT) med høj stråledosis mhp. helbredelse. Der er imidlertid stor risiko for alvorlige bivirkninger ved reRT og der findes ingen faste kriterier for dosisgrænser for normalvævet.  

Dansk Onkologisk Lunge Cancer Gruppe vil opstarte et klinisk forsøg til registrering af patienter, der får reRT for lungetumor, hvor der skal indsamles data om overlevelse, bivirkninger fra begge RT, og systemisk behandling. Målet er at finde dosisgrænser for normalvævet, så sikker reRT kan gives fremadrettet. DCCC støtter forberedelserne dette kliniske studie med en høj grad af integration mellem forskning og klinik, inden for et underbelyst område. 

Læs mere her

 

Udbredelse af viden om forebyggelse, udredning og behandling af metastaser til pleura og peritoneum med henblik på etablering af nationalt ekspert forum

Spredning til enten bughinden eller lungehinder er ofte den sidste fase hos flere kræftsygdomme, herunder kræft i mavesæk, tyktarm, æggestokke, bugspytkirtel, lunger og bryst. Dette udgør et omfattende problem med en dårlig prognose, og behandlingen er generelt kun livsforlængende. Der er et presserende behov for nye tiltag, der kan bidrage til forebyggelse, tidlig opsporing og udvikling af nye behandlinger for at øge overlevelseschancerne.

På grund af den komplekse og varierede natur af disse kræftformer, er der behov for en øget multidisciplinær og national indsats. Formålet med dette initiativ er at samle en national ekspertgruppe til en tværfaglig diskussion om den aktuelle behandlingssituation og de konkrete muligheder for forskning og udvikling. Målet er at skabe opbakning til etableringen af en permanent national ekspertgruppe, som vil være åben for alle med interesse for denne vigtige, men ofte oversete, patientgruppe.

Læs mere


Seksuel dysfunktion efter strålebehandling for rektum cancer

Stråleterapi og kirurgi en del af standardbehandlingen for endetarmskræft. Efter behandlingen har en stor del patienterne påvirket seksuel funktion. Når man planlægger strålebehandling er det ikke standard at prioritere normalvæv i bækkenet, der har betydning for den seksuelle funktion, da vi mangler viden om hvilken stråledosis og hvilke organer der er relevante.

Formålet med studiet er at kunne optimere stråleterapi for endetarmskræft ved at skåne organer, der har betydning for den seksuelle funktion og dermed forbedre livskvaliteten. For at gennemføre studiet skal der forberedes et spørgeskema omkring seksuel funktion. Der skal etableres en national database til indhentning af spørgeskemaer før og efter stråleterapi. Der skal udvikles strategi for stråleplanlægning og indtegning af normalvæv, der har betydning for seksuel funktion, og der skal sikres national ensartethed og implementering. Studiet udgår fra DCCG med deltagelse fra de 7 afdelinger, der varetager strålebehandling af endetarmskræft.  

DCCC støtter forberedelserne til dette kliniske studie, fordi det vurderes at studiet er vigtigt og området underbelyst, og at der er tale om forberedelse af et studie med høj grad af integration mellem forskning og klinik.  

Læs mere her


Systemic treatment of obesity in breast cancer patients - a clinical feasibility trial

Vi ved at overvægt øger risikoen for tilbagefald af brystkræft. Vi ved også at den adjuverende endokrine behandling, som tilbydes alle vores brystkræftpatienter med hormonfølsom brystkræft, kan give vægtøgning som bivirkning. Vi ved også at de nye lægemidler mod overvægt efterhånden anvendes af mange personer, herunder kræftpatienter. Det, som vi ikke ved fra den eksisterende evidens er, hvorvidt det er sikkert for patienter i kræftbehandling at modtage samtidig behandling med medicin mod overvægt – et spørgsmål der stilles af mange patienter og sundhedsprofessionelle, men som vi i dag ikke kan give et evidensbaseret svar på. Vi ved heller ikke om patienter i kræftbehandling kan formodes at opnå den samme vægtreducerende effekt af vægttabsmedicin som ses hos personer, der ikke har kræft og ikke er i kræftbehandling.  

I regi af DCCC-ObeCaRe netværket skal der forberedes et nationalt klinisk forsøg, hvor effekten og sikkerheden ved et medicinsk induceret vægttab testes. DCCC støtter forberedelserne til dette investigator-initierede studier. 

Læs mere her